Debatbog forklædt som 7-trinsguide: Stå fast af Svend Brinkmann

Debatbog forklædt som 7-trinsguide: Stå fast af Svend Brinkmann

Hvem har ikke siddet til en udviklingssamtale med en chef og tænkt, det var spild af tid? Hvem fniser ikke lidt af stillingsbetegnelsen ”fremtidsforsker”? Og hvem tror egentlig på, at dem, der har travlt med at fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv, har styr på deres eget? Nej, vel? Men…Hvem tør så være drengen i Kejserens nye klæder og råbe, at tidsånden og dens tanketomme prædikanter ikke har noget på? Dét tør Svend Brinkmann!

Stå fast på 7 måder

Det er et elegant greb, forfatteren har foretaget ved at forklæde sin debatbog som en 7-trins selvhjælpsbog. Og er du i tvivl om, hvor vidt bogen er relevant, så prøv at læs de 7 trin op og se, om du kan lade være at grine:

1. Hold op med at mærke efter i dig selv
2. Fokuser på det negative i dit liv
3. Tag nej-hatten på
4. Undertryk dine følelser
5. Fyr din coach
6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi
7. Dvæl ved fortiden.

Det er sjovt og skidegodt set! Og ved at lave ikke-testen på de gængse råd, som coaches, kursus-arrangører, forfattere og dameblade tuder os ørerne fulde af, får forfatteren vist, hvor tåbelige og banale, de er.

Nyt standpunkt i vigtig debat

I bedste Brinkmannske sur-gammel-mand ånd, må jeg desværre indrømme, at min oplevelse af bogen er blandet.
Først det positive, for ja, jeg siger NEJ til at aflevere min ja-hat!:

Bogen er et længe savnet standpunkt i den offentlige debat. F.eks. gør den op med tendensen til, at vi er mere optagede af at finde vores autentiske personlighed end i at engagere os i vores omverden. Og den slår fast, at det ikke alt sammen er vores egen skyld. F.eks. (og det er så en af bogens svagheder, at der er alt for mange påstande og for få konkrete eksempler) er arbejdsløshed jo noget, vi som samfund har valgt at have af økonomiske grunde. Derfor er der færre jobs end der er jobsøgende. Og derfor er der arbejdsløse, også arbejdsløse, hvis eneste problem er, at de mangler et arbejde. Mens andre lever af at fortælle dem, at det er deres egen skyld og at de skal udvikle sig.

For meget sludder og vrøvl

Og så til det negative: Bogen er simpelthen for ujævn. Samtidigt med sin samtidskritik forsøger Brinkmann at føre den filosofiske retning stoicisme up-to-date. Her er budskabet, at vi skal stræbe efter sindsro, gøre vores pligt, være glade for det, vi har og hele tiden se i øjnene, at vi skal dø. Det kommer der mange fine iagttagelser og pointer ud af, men mikset af stoicisme-introduktion og humoristisk samtids-revsen er ikke helt vellykket.

Generelt slingrer teksten lige lovlig meget mellem fornuft og vrøvl. F.eks. kan man jo kun være enig i, at ”vi har skabt en kultur, der lægger visionsplaner og nedsætter fremtidsværksteder, og netop derfor glemmer vi alt for let fortidens indsigter og bedrifter.” Hvilket hurtigt følges op af en konstatering af, at ”I virkeligheden var det meste bedre i gamle dage”. Arh…hva’?

Godt nok laver vi ikke mere Stradivarius-violiner, som man gjorde for 300 år siden. Men opfindelser som f.eks. flyvemaskiner, penicillin, centralvarme og elektrisk lys kompenserer da så rigeligt. Forfatteren ved heldigvis godt selv, at han har en tendens til ”pladderkonservatisme”, og sådan er det så. Med mindre han vælger at udvikle sig på det punkt 😉

Og enig. Vel findes der mange overfladiske, ghostwritede selvbiografier om unge, blanke kendisser. Men, heldigvis findes der langt flere godt skrevne, indsigtsfulde selvbiografier og biografier, som folk læser, for netop at få inspiration til at se sammenhænge og konsistens i deres egen livshistorie. Så hvorfor Brinkmann lige har set sig gal på biografier, forstår jeg faktisk ikke.

Opgør med positiv-tvangen

Brinkmann langer hårdt ud efter sine kolleger henne i den Positive Psykologi og selvhjælpsindustrien. Her er det vel som i alle andre brancher: noget er solidt, forskningsbaseret og fornuftigt, mens andet er charlataneri og kold spekulation.
Rigtig mange mennesker mediterer, dyrker yoga og øver sig i at lave én ting ad gangen (mindfulness) for at være psykisk sunde og kunne leve, som de gerne vil. Så her synes jeg, Brinkmann skyder med spredehagl.

Men opsangen er alligevel velanbragt, da den opmuntrer os til at sige fra, når ”positiv-tvangen” (som i øvrigt ikke er, hvad positiv psykologi går ud på) bliver undertrykkende og måske ligefrem krænkende. For selvfølgelig må man tale om problemer på en arbejdsplads og selvfølgelig er det ikke alt i livet, der kan vendes til noget godt.

Snæver målgruppe – bred debat

Stå fast er set med mine øjne en opfordring til alle voksne om rent faktisk at blive voksne. Turde vælge og vælge fra. Bogen er især værd at læse, for dem, som savner argumenter for og en forståelse af, hvorfor de ikke orker alt det udvikling, de bliver bedt om på jobbet.
Den er et klap på skulderen til alle, der er i tvivl om, hvor vidt det er OK at ”køre fast”, at blive moden og ældre, og at lade de unge om at udvikle sig og gøre op med traditioner og undlade at se sig i bakspejlet. Den foreslår os, at søge hjælp i den klassiske filosofi, at være noget mere for vores familie og at blive klogere på historien, når vi har brug for støtte til at finde mening i tilværelsen.

I praksis vil Stå fast nok falde i bedst jord og få flest læsere blandt afdelingen for kritiske akademikere hos Dansk Magisterforening, der vil læse den med stor fornøjelse og Hvad-Sagde-Jeg?-hatten på. ”De andre” – og altså dem, bogen måske egentlig gerne vil have i tale – får nok ikke læst den, mens de ”løber lalleglade rundt i hamsterhjulet og næsten pubertært jagter den næste identitetsmarkør, udviklingstendens eller erobring (af markedsandele eller attraktive partnere).”

Man kan så håbe, at den debat bogen skaber, er med til at bremse hamsterhjulet sætte spørgsmålstegn ved fænomener som fremtidsforskning (=trendskabelse), positivitets-tvang, selvoptagethed og omverdens-ignorance.

En tænk-selv bog

Så altså: det er ikke en selvhjælpsguide. Det er en tænk-selv bog, som jeg trods dens svagheder varmt kan anbefale. Jeg håber, at Svend Brinkmann kommer til at holde rigtig mange foredrag for politikere, journalister, uddannelsesfolk og erhvervsfolk, så refleksionsniveauet i samfundsdebatten kan…og tør jeg sige ordet…udvikle sig.

Svend Brinkmann: Stå Fast
Gyldendan Business
158 sider, 250 kr.

Udkommer på mandag, den 29. september.

Bogen kan købes her: http://gyldendalbusiness.dk/products/9788702161755.aspx

Share Button

Related Posts

Leave a Comment