Du skal læse Astrid Lindgrens krigsdagbøger

Du skal læse Astrid Lindgrens krigsdagbøger

Så kort kan det siges: læs Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Du får perspektiv på verden i dag, du får lyst til at holde dig bedre orienteret om udenrigspolitik, du bliver inspireret til at skrive bedre – og du møder hele paletten af menneskelige følelser, lige fra dyb gru og hjertesorg til boblende livsglæde og momentan lykke.

“Fram till 2013 förvarades 17 läderindbundna dagböcker i en flätad tvättkorg på Astrid Lindgrens välbekanta hemadress, Dalagatan 46 i Stockholm”. Sådan begynder redaktøren sin kommentar til Astrids Lindgrens krigsdagbøger. En bog, som særligt kan anbefales til dem, der tror, at verden i dag er mere af lave end den var for 80 år siden. Den giver indblik i, hvordan man som udenforstående til en verden i brand kan forholde sig klogt med både hjerte, humor og livsmod i behold – uden at fortrænge realitererne eller forfalde til faktaresistens.

Viden, overblik og egne analyser

Krigsdagsbøgerne er for det første fascinerende, fordi Astrid Lindgren fik skrevet dem. Den vilje og stædighed, det har krævet næsten hver aften at sætte sig, sikkert dødtræt, og forholde sig til dagens aviser, radiotaler, samtaler med venner og indtrykkene fra jobbet på et brevcensurbureau og forsøge at skabe et overblik over krigens gang – og også at læse bagom avisartiklerne og komme med præcise analyser og fortolkninger – er imponerende. Og inspirerende. Man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at holde sig orienteret, at læse baggrundsartikler og at have udsyn. Og at man ikke skal nøjes med avis-referater af f.eks. statslederes taler, men høre/se dem eller læse dem selv, når det er muligt og danne sig sin egen mening.

Sprog, som rammer plet i første hug

Ligeså vigtigt er det, at dagbøgerne er skrevet på et fuldstændigt forrygende, flydende og veloplagt svensk. Man kan simpelthen høre Astrid Lindgrens stemme. Og vildt at tænke på at teksterne ikke er redigerede, men førstegangshåndskrift. Man mærker hendes varme hjerte, der banker særligt for børnene, men også for soldaterne, jøderne, finnerne og alle, der lider. Og man mærker hendes skarpe hjerne, når hun skildrer udviklingen i krigen, analyserer f.eks. Hitlers taler eller Mussolinis deroute og på en modig og ligefrem måde ser krigens rædsler og realiteter I øjnene. Samtidigt beskriver hun, hvad datteren Karin og sønnen Lasse får i fødselsdagsgave, hvad de får at at spise til højtiderne og deler sine tanker om børnenes trivlel og fortæller om forbedringer i hjemmets boligindretning.

Storpolitik, skinke og hjertesorg

Skiftene fra storpolitik og krigsrædsler til de hjemlige kødgryder og årstidernes skiften fra hedebølger til isvintre er et stærk og troværdigt billede på hverdagslivet, som det udfolder sig, også med en verdenskrig uden for døren. En insisteren på, at selvom verden er fuld af meningsløshed og lidelse skal man leve, spise, fryse, svede, nyde foråret og grine med sine venner, hvis/når man kan. Her kommer en smagsprøve – fra 18. juli 1945, da krigen i Europa er slut.

‘Det ër för varmt att skriva. Fastän Churhill och Trumann är i Berlin och far omkring på sight-seeing till Hitlers rikskansli och andra mera bemärkta platser, i den mån dom finns kvar. Stalin ska också komma dit. Annars vet jag inte, vad som hånder og sker i världen. I Japan fightar dom fortfarende för fullt.
Vi fightar i Furusund också. Med farmor. Om skinka m.m. Det er en vansinnig värmebölja, så vi flämtar som fiskar uppkastade på land. ” (s. 314)

Astrids egen krig

Udenfor kategori er dog hendes ægteskabskrise, som efter krigen munder ud i skilsmisse. Det er hendes mand, Sture Lindgren, som vil skilles. Et sted i dagbøgerne kalder hun krisen for sin egen krig.  Og hendes knuste hjerte kan  – næsten – få interessen for krigen og storpolitikken til at vige. Her fra den 12. august, 1944:

“Ensam med förtvivlans bitterhet i hjärtet på Dalagatan, Karin på Solö, Lasse i Näs, Linnea på semester, Sture?
Stora saker har hänt, men jag har inte orkat skriva. Nånting så märkligt som ett attentat mod Hitler har jag inte ens brytt mig om. […] “Türkiet bryter med Tyskland”, står det på löpsedlarne i kväll. Så nu brakar det väl i alla fall samman när som helst.
Liksom det har brakat samman för mig”.

Vidnesbyrd fra virkeligheden

På sit job i brevcensuren har Astrid fået tid til at skrive nogle af brevene af. Her kan man læse personlige vidnesbyrd fra krigen og det er hård læsning! Og er med til at sætte i perspektiv, hvor sej hun er, Astrid L. Hun har skulle læse disse skæbner “i embeds medfør”, men har samtidigt haft nærvær nok til at dokumentere dem, så eftertiden kunne få indblik i krigen, som den blev oplevet af både soldater i felten og almindelige mennesker som du og jeg.

Pippi og Emils mor

Man kan ikke læse krigsdagbøgerne uden at genkende den Astrid Lindgren, som senere blev verdenskendt børnebogsforfatter med figurer som Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Det kommer bl.a. til udtryk i hendes empati og forståelse for børn og unge  (og kloge reflektioner om opdragelsen af sine egne børn) og hendes humor og evne til med få ord at ramme situationer og personer på kornet. Og så er det en sjov lille detalje at dagsbogsformen, som Astrid Lindgren så åbenlyst stortrives i, også senere kommer til at spille en rolle i fiktionens verden, når Emil fra Lønnebergs mor, Alma Svensson, jo fører dagbog over Emils skarnsstreger, så eftertiden kan få indblik i hvordan en – set fra kedelige voksnes synsvinkel – uartig unge, men i moderens, Astrid og læsernes øjne en fantastisk lille fyr med hjertet på rette sted og krudt i røven, kunne ende som sognerådsformand.

Det var dumt, Bonniers 😉

Dagbogens sidste udklip er i øvrigt Bonniers afvisning fra september 1944 af Astrid Lindgrens manuskript til den første Pippi Langstrømpe bog – nedskrevet, mens hun lå i sengen med en forstuvet fod. Forlaget har først brugt næsten 5 måneder på at cirkulere manuskriptet mellem sig – og når så frem til en afvisning med den grund, at de jo har planlagt både 1945 og 1946’s bøger – “och att redan nu binda oss för 1947, det vill vi inte”. Det var dumt, Bonniers 😉

FullSizeRender-2

Bonniers Forlag takkede nej til Astrid Lindgrens manuskript om PIppi Langstrømpe med undskyldningen om, at de havde planlagt deres program lang tid frem. Det har de nok haft rig lejlighed til at fortryde siden…

PS: De 17 håndskevne bøger er blevet redigeret ned til én bog med uddrag, avisklip, affotograferede breve og fotos. En gennemført og lækkert layoutet sag, som er med til at gøre rygterne om bogens død stærkt overdrevne. Og i Akademibokhandlen, hvor jeg købte bogen, var der desuden adskillige hyldemeter med lækkert indbundne dagbøger til voksne – så måske er der en dagbogskrivnings-trend på vej? Det kan man da håbe.

***

Astrid Lindgren: Krigsdagböcker 1939-1945, Salikon Förlag, 2015.
Med forord af Kerstin Ekmann og efterskrift af Karin Nyman (Astrid Lindgrens datter).
Kan bl.a. købes hos Akademibokhandlen

Er også udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal: Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945 (Indbundet)
Kan bl.a. købes hos Bog & Idé

Er du mere nysgerrig på Sverige og svensk kultur? Så læs mit indlæg 10 ting du (måske) ikke vidste om Sverige

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment