Fjern fejlene med ”De små grå” fra Ajour

Fjern fejlene med ”De små grå” fra Ajour

De fleste, som lever af at skrive, ved, der bliver læst korrektur, når det virkelig gælder. Og vi har stor tillid til  stavekontrollen. Hvilket kan blive en sovepude. Det er f.eks. på førstnævnte konto, jeg aldrig har orket at lære at sætte korrekt komma. Og jeg lader konsekvent stavekontrollen hjælpe, når f’erne og s’erne skal placeres i professionel ;-). Det er selvfølgelig en smagssag, hvor meget tid man vil bruge på retstavning og hvor “sprogfejls-følsom”, man er. For mig at se er sproglig omhyggelighed lig med faglighed og troværdighed hos tekstforfattere og journalister. Med håndbogs-serien De små grå fra Ajour, Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles forlag, er der god hjælp at hente for alle skrive-professionelle, som vil de mest almindelige sproglige fejl til livs.

Slip af med de mest almindelige sprogfejl

Fjern fejlene af Malene Bjerre og Styr kommaet af Gitte Luk, hjælper dig med at få has på de ord, gloser og kommaer, som næsten altid driller. Begge bøger indgår i serien De små grå fra Ajour.

Fjern fejlene slår ned på de sproglige detaljer, man gang på gang bliver i tvivl om. Særligt kapitlerne Èt eller flere ord, Forkortelser og Lille eller stort bogstav har jeg haft gavn af. Faktisk har jeg med nørdet fornøjelse læst alle kapitlerne. Bogen er nu fast inventar ved siden af tastaturet.

Styr kommaet forklarer og eksemplificerer de gældende kommaregler, så man får lyst til at slippe sine dårlige kommavaner. Meeen, der er nok lidt vej endnu, før jeg har styr på det. Den ligger også fast på skrivebordet nu.

Alle bøgerne i serien De små grå er bygget op af et forord fra forfatteren, en overskuelig indholdsfortegnelse og så en række små, overskuelige kapitler. Det gør det nemt og hurtigt at finde frem til det, man har brug for hjælp til. Hvis du f.eks. har glemt, hvordan det lige er med talord, hvornår der er punktum eller ej i en forkortelse eller hvilke ord, der er sammensatte eller skrives i to ord, er det nemt at slå op og tjekke.

Tag “De små grå” med på farten

Serien De små grå er på i alt fem bøger. Ud over de to nævnte, er der Skriv klart! af Søren Boy Skjold og Claus Leick, Bliv hørt! af samme forfatterhold og så Skriv artikler af Søren Boy Skjold. De tre sidstnævnte har jeg ikke læst fra ende til anden, men de er gode at ha’ på hylden. De små grås force er, at de er hurtigt læst, at der ikke er noget unødvendig udenoms-snak og at det er let at finde frem til det, man gerne vil ha’ hjælp til. Og fordi de vitterligt er små, fylder de ingenting i tasken eller  i jakkelommen, hvis du vil ha’ lidt sprogfagligt input med på togturen eller i bussen.

Du kan købe bøgerne direkte hos Ajours netboghandel.

Tilføjelse, 1. februar 2017: Hørte lige i nyhederne på P1, at man kan tage et gratis kommakursus online hos Dansk Sprognævn – følg linket her, hvis det var noget 🙂

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment