Minna mangler et øvelokale

Minna mangler et øvelokale

Mens jeg venter spændt på at Dorte Nors’ roman “Spejl, skulder, blink” (udkommer 2. februar 2016) lander i postkassen, er her min anmeldelse fra marts 2013 af den fantastiske “Minna mangler et øvelokale”. Anmeldelsen har ligget på den nu lukkede blog Ramsø & Wowk – og dét var jo synd, for så kunne ingen læse den 🙂

Sådan en bog har jeg ikke læst før. Bogen er skrevet udelukkende med hovedsætninger. Den er vittig og meget rørende. Jeg kan varmt anbefale den.

Jeg stødte på Dorthe Nors forfatterskab, da jeg for nogle år siden et eller andet sted læste en anmeldelse af ”Dage” og straks købte og læste den. En sørgmodig, rørende og stille beskrivelse af tiden efter et parforhold – og den kvindelige hovedperson – er brudt sammen. Så vidt jeg husker. Jeg må ha’ lånt den ud, for den står ikke på hylden. Det var som at læse et digt, virkelig stemningsfuldt og tæt, som en slags ”bog-essens”.
Sådan er det også med ”Minna Mangler et øvelokale”. Når formen går ud på kun at skrive korte hovedsætninger, der står fint stablet med én sætning på hver linje, gør det noget særligt ved læseren. Denne stop’n’go form for læsning er virkelig pudsig. Hver sætning er et lille digt i sig selv– og samtidigt vil man gerne læse fremad, for at se, hvordan det nu går Minna. Men læsningen KAN ikke gå hurtigt, for så får man ikke meningen ordentligt med sig – så det kræver, man gearer ned og giver sig tid. Som om bogen hiver lidt i en og siger ”fald nu ned, læs det nu ordentligt, giv dig tid.” Det kan jeg godt lide!

Jeg er vild med Dorthe Nors måde at beskrive personerne omkring Minna på – via Minnas synsvinkel.

Ta’ hendes skrækkelige, midaldrende søster i Kartoffelrækkerne, som er 100% neurotisk og rengøringsvanvittig:

“Elisabeth vil have, at hun skal ringe.

Elisabeth, vil have, at hun skal komme forbi.

Minna passerer Børsen.

Minna holder tilbage for en bus.

Minna SKAL ringe mellem to og fire

Minna MÅ IKKE ringe på andre tidspunkter.

Elisabeth dyrker yoga og mediterer. Dagen er skemalagt.

Elisabeth siger, at det handler om at tage hensyn til andres behov.”

Eller fx Gunvor – enhver højskolelærers skræk – den glade, overstrømmende amatør uden situationsfornemmelse, som mener at et højskoleophold har forløst hende som kunster og nu ser sig selv og læreren som ligemænd.

Lige i dét Minna, der er flygtet fra hovedstaden til Bornholm for at lære at sige fra, skal til at nyde sin hårdt tilkæmpede kaffe, møder hun Gunvor:

“Gunvor Kramer har fundet et hjørne i gårdhaven.

Gunvor Kramer har skubbet Minna godt ind i hjørnet.

Gunvor Kramer er i hørbusseronne.

Gunvor Kramers hår er sat fast med et vikingespænde.

Gunvor har tænkt meget på Minna.”

Og selve historien om den 40-årige Minna, der træder i karakter, kunne sagtens bære en tyk roman. Måske er det derfor minimalismen virker – fordi man kunne sige og skrive så meget mere.

De mange gentagelser gør at teksten nærmest messer afsted – og på en eller anden måde bliver det hele også lidt klaustrofobisk – man føler sig fanget i kæden af hovedsætningerne, og savner pynten, bisætningerne, udenoms-forklaringerne, beskrivelserne, lydordene, dialogen og alt det andet.

Men det er også skidegodt og modigt. En god måde at udfordre læseren. Og sproget. Og fordi Dorthe Nors også formår at røre hjertet med sin stil-øvelse – både til tårer og grin – bliver det så godt.

Det må have taget en krig at skrive den bog – selvom den er så lille og fin. Jeg glæder mig til at læse det næste værk fra Dorthe Nors hånd og ikke mindst på at se, hvilket benspænd, hun vælger for sig selv næste gang.

Lån bogen på bibleren eller køb den f.eks. her.

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment