Verden vil bedrages – anmeldelse af ‘Kammerherrens nye klæder’ (2013)

Verden vil bedrages – anmeldelse af ‘Kammerherrens nye klæder’ (2013)
Undrer du dig også over erhvervsfiguren Fritz Schur? Læs min anmeldelse (og også bogen!) af Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborgs “Kammerherrens nye klæder” tilbage fra 2013. Indlægget er en uændret kopi af 2013-teksten.

Er mytomani egentlig en topleder-spids-kompetence?

Jeg har lige vendt den sidste side i ”Kammerherrens nye klæder”. Egentlig havde jeg besluttet, at springe den over, da jeg havde hørt at bogen var et nøje tilrettelagt og unuanceret karaktermord. Så kårede Dagbladet Børsen Fritz Schur som Årets Bestyrelsesformand 2012, og satte “Bestyrelseskongen” på forsiden, og der var ingen vej udenom: hen til boghandleren i en fart. For hvordan i alverden kan en mand, som er bestyrelsesformand for tre notorisk nedadgående virksomheder, få den ære? Der må være noget galt. Og det er der også.

Vel vidende at forfatterne har vinklet bogen efter karaktermordets anatomi, må jeg sige, alt tyder på at Fritz Schur laver overtrådt på de grundværdier, vi normalt roser os af i et oplyst og demokratisk land. ”Kammerherrens nye klæder” sætter således et alvorligt spørgsmålstegn ved dømmekraften hos toppen i Danmark.

Den Gud giver embedet, giver han også evnerne…

Alle er lige for loven, bare ikke Fritz Schur, som får særbehandling ud fra devisen ”du får ret og jeg får fred”.   På den måde har han – med hjælp fra sin gode ven, Gentofte-bykongen Hans Toft- udvidet sin ejendom på en virkelig utiltalende facon. Og bogen er rig på eksempler på, hvordan Fritz Schur kommer glattere igennem systemet end alle andre. Han har gennem en årrække medvirket til at sponsorere partiet Venstre via den liberale erhvervsklub, hvilket må formodes at have gavnet hans karriere, hvor han målbevidst har skudt sig ind på høje ledelsesposter i store offentlige virksomheder og har opnået en høj status i kongehuset.

Og man skumler og skuffes. For alt tyder på, at manden ikke er så dygtig, som hans magt berettiger til. Pyt med kongehuset, sovsekanderne og ordnerne – dem hænger man jo på idioter. Men æv, hvor bliver man skuffet, når man hører om hvor gammeldags, ikke-visionær og egen-interesse-styret en bestyrelsesformand, han er.  Hans fremmeste kvalitet skulle være at han ikke giver sine ministre problemer. Men, hvor har det ført SAS, DONG og PostNorden hen?

Og som én siger et sted i bogen, er det da lidt mærkeligt, at postvæsenet har kørt kampagner for at få os til at skrive flere breve, når enhver kan se, at brevpostmarkedet er færdigt. Mens pakker stadig ikke kan sendes via internettet. Det er her, markedet er! Det forstod bestyrelsesformanden, som i øvrigt selv leverer posthusenes lykønskningskort, ikke i tide. Er det virkelig den dygtigste person til det job, landet kan mønstre?

Der er masser af andre ting at undres over i bogen. Ægteskabet med Venstre, vennetjenesterne, hans virksomhedskonstruktioner, DONG-sagen osv. Men på tværs, gennem hele bogen, gør det faktum, at løgne trumfer sandheden, virkelig indtryk.

Man må ikke lyve

”Kammerherrens nye klæder” tegner nemlig et billede af en vaskeægte mytoman. Mytomani kan defineres som en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier – oftest med sig selv i en glorværdig rolle. Så er han Estrups oldebarn (nej, han er ej), så har han virksomheds logo syv bier, ligesom Mærsk-stjernens syv takker (nej, han har fået fjernet to bier fra det oprindelige logo, for at fortælle den historie, det oprindelige logo er affotograferet i bogen, med ni bier). Men myten om de syv bier fortæller han rask væk rundt omkring og den figurerer endda i bogen ”100 Topchefer”, skrevet af Børsen chef-redaktør Niels Lunde, som i øvrigt deltog i Schurs 60-års fødselsdag.

Han er ulden omkring, hvornår han overtog sin bolig, som han selv er den første til at omtale ”slot”, for derefter at få byrådet i Gentofte til at godkende, at adressen bliver ”Christiansholm Slot” og dermed slette adressen Vitus Berings Allé 30. (Så det ikke forveksles med Christiansholm ude på Holmen, for det sker åbenbart for fragtmændene…helt sikkert!)

Han lyver om, at det er ham, som har bekostet istandsættelsen af samme bolig OG han fortæller, at guldhornene er skrevet dér, og det er de så ikke. Ikke at det interesserer mig, hvor Oehlenschläger skrev de horn, men lige lovlig kreativ branding at påstå at ens bolig er arnested for et dansk national-digt af nærmest – ja– mytisk karakter. Og så er det i øvrigt heller ikke sandt at PET har forlangt et særligt sikkerhedsniveau omkring Fritz Schur, hvilket bogen dokumenterer med et brev fra PET. Bogen har mange – mange! – flere eksempler på denne kreative storytelling.

Den beskriver også, hvordan Fritz Schur har ordet i sin magt, hvilket man også kan høre, når han deltager i interviews. Så det er jo fristende at tro på, hvad der bliver sagt, når det bliver sagt overbevisende. Her når vi så frem til mediernes rolle. For når nu et menneske med så mange magtbeføjelser, tilsyneladende ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed, bør medierne så ikke reagere tydeligere? Hvordan kan man efter denne bogs afsløringer stadig hylde Fritz Schur som årets bestyrelsesformand?

Tilbage står at takke forfatterne bag ”Kammerherrens nye klæder” for at rette op på undladelsessynderne i danske erhvervsmedier og pege på behovet for frisk luft og nye kræfter i toppen af Danmark.

Og så lige en lille krølle på halen…

Den nye trend i businessbøger, hvor man indfletter prosa-afsnit, må meget gerne stoppe. Det virker lidt åndssvagt at man i en bog, som handler om en mand, der ikke kan skelne fiktion fra virkelighed, selv har indsat tænkte, indre dialoger som i en anden Lykke-Per roman.

 

Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas G. Svaneborg:

Kammerherrens nye klæder – Fritz Schur. Manden og myterne. Jyllands-Postens Forlag, 2012

Bogen kan købes her: http://www.jyllandspostensforlag.dk/kammerherrens-nye-klaeder/t-1/9788740007879

I indlægget nævnes også:

Niels Lunde, 100 Topchefer – guide til dansk erhvervsliv, 2011

 

 

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment