Øvelser i mørke – uden venner og kærlighed går det ikke

Øvelser i mørke – uden venner og kærlighed går det ikke

Den roman – Øvelser i mørke – er så vild. Noget af det bedste, jeg længe har læst. Først og fremmest fordi Naja Marie Aidt rammer sproget, tonen og fortællerstemmen så eminent. Som læser var jeg tryg fra de allerførste sætninger. Som at høre en sopran eller violinist ramme én af de allerhøjeste toner i registeret. Helt rent, sikkert og meget længe.

Så er der formen. En slags variationsform med genkommende temaer, som f.eks. afsnittene med ”Lea var engang til en fest, hvor alle skulle medbringe en anekdote” Det gør alle så, og vi får en del af dem serveret. De handler alle om kvinder, som ikke kan trække vejret frit, kvinder, som bliver krænket, kvinder som bliver slået ihjel. Det er svær læsning. Men det er vildt godt skrevet. Ligesom beskrivelserne i jeg-form af de andre beboere i hovedpersonens opgang er det. De elegante panoreringer frem og tilbage i tid skal også nævnes. Sømløse og perfekte.

Beskrivelsen af hovedpersonens udvikling er også en del af den fine komposition. I starten kan hun ikke sige et ord til sin psykolog. Som hun går hos, fordi hun har været ude for en dybt traumatiserende oplevelse og har fået posttraumatisk stress, PTSD. Det ender med hun får det hele fortalt. Den suspense, der ligger i at nærme sig denne gru-ful-de fortælling stille og roligt er et fint afstemt crescendo.

Jeg mindes ikke at have fået så vedkommende et litterært indblik i livet som mor til voksne sønner, og relationen til svigerdøtre, børnebørn, egen mor og søskende. Jeg er åben over for det faktum, at jeg var særligt modtagelig for bogens kvaliteter, fordi jeg selv er sønnemor og farmor.  Under læsningen var det intenst og fint, at dét, som er noget af de vigtigste i mit liv, er en del af en fortællerens identitet. For selvom jeg på ingen måde er traumatiseret og selvom mine børn og familie på ingen måde ligner romanhovedpersonens, så er hendes refleksioner så gode og gavmilde at spejle sig i.

Øvelser i mørke beskriver trods alt det mørke også livsglæden, sanseligheden og hvordan vi bærer alle aldre i os, selvom vi bliver ældre. Den modne kvindes vilkår. Betydningen af hvor vi bor, og hvem der bor ved siden af/ovenover/under os. Kønsrollernes fastlåsthed og volden som vilkår i vores kultur. Søskendes vilkår. Mødre og voksne børn. Alt det svære, men også alt det smukke og alt dét, som bærer os igennem, når livet er svært.

Især venskaberne. Romanen er en hyldest til de lange og dybe venskaber, som bærer os igennem, når livet går i hårdknude. Her opsummeret i en passus fra en af de afsluttende samtaler mellem hovedpersonen og hendes psykolog, som hun – fordi hun har posttraumatisk stress og behandling af dét er hans fagområde – kalder for PTSD-manden.

”Jeg stirrer på ham.
Må jeg spørge dig om noget?
Han nikker venligt.
Hvorfor er jeg ikke blevet mere ødelagt af alt det lort, jeg har været igennem i mit liv?
Fordi du har fået noget kærlighed og stabilitet indimellem, siger han. Fra din morfar, dine søstre, din eksmand, måske?
Og Annie, siger jeg. Mine venner.
Derfor, siger PTSD-manden.
[…]kærligheden og omsorgen er afgørende, og nogle gange er det nok med små doser af begge dele.”

Naja Marie Aidt
Øvelser i Mørke
Gyldendal, 2024

 

“Rend mig” er en sympatisk, sober og selvreflekterende bog om feminisme

“Rend mig” er en sympatisk, sober og selvreflekterende bog om feminisme

Læseåret er begyndt med blandt andet Pernille Skippers ”Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig…Rend Mig”, som udkom i 2023.

En bog, jeg straks skrev mig op til på biblioteket, da jeg så den var på vej. For som fast abonnent på Information måbede jeg, da jeg læste Lasse Ellegaards kommentar op til folketingsvalget tilbage i 2022. Her skrev han de famøse ord: ” I de 23 år, jeg har haft adresse på Nordfalster, har jeg skiftevis stemt på Enhedslisten og SF – ikke fordi jeg sympatiserer fuldt og helt med de to partiers programmer og ikke mindst attituder. Jeg synes for eksempel, at Enhedslisten er lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt. Det er så ikke lige SF’s problem, da få politikere udstråler mere husmoragtig snusfornuft end Pia Olsen Dyhr.”

Da jeg læste dét, tænkte jeg også: ”Nu falder der brænde ned”. Dét gjorde der. Heldigvis! Blandt andet i form af en rigtig fin bog, som beskriver, hvad de forskellige køn er oppe mod, når de vil forandre den eksisterende verdensorden.

Hverdagsbarske beskrivelser af, hvad man skal stå model til

Bogen er god og hurtigt læst, synes jeg. Den er temmelig hverdagsbarsk, fordi Skipper beskriver den massive bølge af hadbeskeder og trusler, man som politiker skal stå model til. Hvis man kan. Som kvinde skal man især kunne tåle, at man bliver nedgjort på grund af sit udseende og sit køn.

Da jeg læste bogen, dæmrede forskellige minder fra mit eget liv. En gang i 90’erne havde jeg et læserbrev i avisen, som må have handlet om afskaffelse af revselsesretten. Et par dage efter lå der et håndskrevet brev i min postkasse med klamt indhold fra en vist ikke engang anonym ældre mand. Jeg smed brevet ud og har fortrængt ordlyden, men kan huske følelsen af, hvor langt ude det var. Da jeg for endnu flere år siden var medlemssekretær i Folketinget, modtog det kvindelige medlem, jeg var sekretær for, en del hadpost/breve, heriblandt trusler, i modsætning til det mandlige medlem, jeg også arbejdede for. Engang var der en borger, som havde sendt en ulækker, beskidt kam i en kuvert, for han synes, hun skulle lære at rede sit (flotte, syntes jeg) hår før hun optrådte på TV. Dengang tænkte jeg meget over, at jeg ikke selv ville kunne holde til at blive folketingspolitiker, bare selve arbejdsbyrden taget i betragtning; og hvor vildt det var, at nogle mænd mente, at de var i deres gode ret til at true kvinder til at holde bøtte. Ligesom jeg tænkte over, hvor modigt og sejt det var, at være kvinde og politiker på det niveau, og så have børn og familie. For dem, der truer, ved jo godt, hvordan de gør det, så det føles mest ubehageligt. I dag er det endda blevet endnu værre med had og trusler mod politikere; en akilleshæl i vores demokrati, som vi skal hjælpes ad med at få beskyttet.

Sympatisk, sober og selvreflekterende

Alt det blev jeg mindet om, ved at læse Pernille Skippers bog, som jeg synes er virkelig sympatisk og sober. Jeg har stor respekt for hendes selvindsigt. De mest rørende steder i bogen er nemlig dér, hvor hun beskriver, hvordan hun selv har tilpasset sig og været en del af det game og den friskfyragtige, fordomsfulde og hvem-kan-holde-sig-længst-vågen-agtige kultur, som gør det svært for kvinder at komme med ind dér, hvor de vigtigste beslutninger bliver taget. Ligesom hun gør meget ud af at forklare, at mange kvinder ikke har et talerør, som dét, hun har og de muligheder, hun som veluddannet og velhavende har. Det er sympatisk, at hun også ser virkeligheden fra mændenes synspunkt, når det handler om f.eks. barsel og hvad mænd forventes at skulle præstere, mens de har bittesmå børn derhjemme. Hvilket jo er ikke så lidt!

Til gengæld hører man intet om, hvem det er, som sender hadbeskeder og gør alt, hvad de kan, for at underminere vores demokrati med had og trusler. Hvem er de mennesker? Hvad kan vi gøre, for at komme den adfærd til livs? Hvordan kan vi passe bedre på vores politikere og deres arbejdsmiljø? Det har bogen ingen bud på, ud over at anfægte problemet – og det er selvfølgelig også fint.

Befriende at sige fra!

Det er befriende, da Pernille Skipper endelig kan stoppe maskespillet og sige fra, med sit ”Rend Mig!” – både helt konkret, da hun svarede Lasse Ellegaard og Information  godt igen og med bogen her. Hun er med til at få luftet godt og grundigt luftet ud i mandehørmen. For jo mere, vi taler om det, jo flere som stiller sig op og forklarer, hvordan det i praksis fungerer, når snubletrådene foran magtens rum bliver spændt ud for kvinderne, des sværere bliver det at holde fast i, at kvinder ikke dur til alt det med ledelse, penge og store beslutninger. Selv har jeg – som en fin bonus – fået inspiration til, hvad jeg byde ind med, når f.eks. min og mine veninders mødre hellere vil diskutere statsministerens tøjsmag, vægt og frisure, end indholdet i det statsministeren faktisk siger og står for…for den går altså ikke her i 2024!

Pernille Skipper
”Rend mig ….jeg har haft lyst til at side det til mange før dig”
Politikens Forlag, 2023

Andre rimeligt aktuelle og anbefalelsesværdige bøger med feminisme og ligestilling som budskab:

Rikke Viemose
Nu taler jeg
Forlaget Grif, 2022

Helle Thorning-Schmidt
Blondinens Betragtninger
Forlaget 28B, 2021

 

Overvejer du også at holde pause? Her er mine 3 bedste råd

Overvejer du også at holde pause? Her er mine 3 bedste råd

Mens jeg holdt pause, blev jeg kontaktet af et søgende menneske, jeg ikke kendte, men som spurgte til, hvordan jeg havde grebet det med pausen an. Om jeg bare havde sagt op og så gået i gang med at holde fri? Uden at kende vedkommende, var jeg klar over, at her skulle jeg lige bruge lidt tid. For hvis der er noget, jeg ikke vil opfordre nogen til, så er det bare at sige op, uden at have en plan. En pause skal efter min mening ikke være en hovsa-beslutning. Ingen sover godt, hvis ikke de ved, hvordan de skal betale deres regninger eller er totalt forvirrede. Vi havde en god dialog. Ganske rigtigt viste det sig, at her var et menneske, som var virkelig frustreret i sit arbejdsliv og som bare ikke kunne holde tanken om at skulle blive i det nuværende job ud. Jeg anbefalede vedkommende at kontakte sin fagforening for at få hjælp og inspiration til et jobskifte, og så at vente med at holde pause til det blev et positivt tilvalg.

Vi vil jo alle sammen gerne være unikke og specielle, men er det sjældent. Heller ikke mig. For bl.a. her på LinkedIn kan jeg se, at opslag af typen ”jeg har sagt mit job op og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal, men jeg starter lige med at holde fri” dukker op jævnligt; ligesom min egen pauseannoncering gjorde i sin tid. Er du en af dem, som overvejer, om det måske er noget for dig med sådan en pause? Så får du her mine tre bedste råd.

Spar op

Som sagt: en usikker økonomi er verdens dårligste sovepille. Så hvis du drømmer om at kunne holde fri i længere tid, så lav en opsparing med det formål for øje. Min konto hed ”frihedskontoen”, og i lang tid var det kun mig og banken, som vidste, at den fandtes. Jeg er ellers typen, som altid kommer til at dele alt for meget og snakke alt for meget om mig selv. Faren med alt det snak er, at man nogle gange næsten tror, man har trænet eller skrevet eller gjort rent bare ved at tale om det. Her var målet så vigtigt for mig at jeg simpelthen ikke turde dele det med nogen før jeg havde sparet op.

Kend dig selv

Det er vigtigt, at du kender dine grunde. Hvorfor vil du holde fri? Husk at det menneske, det er lettest at lyve for her i verden er dig selv. Jeg vidste helt fra jeg var omkring 40 og mine børn var teenagere, at mine eneste store drømme her i tilværelsen var at kunne holde fri en lang periode, og at have et godt klaver. Der var således omkring 10 år fra den erkendelse til jeg holdt pausen og jeg var så sikker, som jeg nogensinde har været på noget, på at jeg gjorde det rigtige. Sådan behøver du jo ikke at have det. Men brug noget tid på at fundere over, hvad dine behov og grunde er.

Formuler dine udfaldsrum

En dag lige op til at pausen skulle gå i gang, spurgte jeg min mand, hvad han mente om alt det her pausehalløj. Han sagde: ”Jo…det…Hvad tror du, der sker bagefter?” Et virkelig relevant spørgsmål at stille til sin livspartner. Det fik mig til at spidsformulere fire mulige udfaldsrum, som lød (citeret fra mine noter):

  1. At søge et job, som ligner det jeg har, men i cykelafstand
  2. At blive selvstændig konsulent igen og aldrig arbejde mere end 25 timer om ugen
  3. At tage en ny uddannelse
  4. At starte et nyt arbejdsliv, hvor jeg tager vikariater/midlertidige stillinger fra tid til anden og ellers lever så billigt, jeg kan og prøver at få så meget fri, jeg kan.

Jeg kan afsløre, at jeg efter et års pause brugte et år på løsning 3, men erkendte, at jeg en ny uddannelse ikke var vejen for mig. Nu stortrives jeg med løsning 2.

For mig var den pause noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Alligevel vil jeg gerne advare mod pauseromantik og at gå på pause uden at have tænkt økonomi og fremtidsplaner igennem.

Jeg håber, overstående råd kan hjælpe dig med at finde ud af, om du skal holde pause.

 

 

 

 

At blive bedre til at tænke (sig om): Hvad jeg har læst og lyttet til i 2023

At blive bedre til at tænke (sig om): Hvad jeg har læst og lyttet til i 2023

Så er det blevet tid til årets – måske – sidste blogindlæg. Hvis jeg var typen, som skrev titlerne op på alle de bøger, jeg havde læst i løbet af året; eller som kunne huske alt, hvad jeg havde læst; så kunne det være sjovt at skrive en komplet ”årets bøger”-liste. Men så struktureret eller godt huskende er jeg ikke. Men apropos struktur og hukommelse, så kan jeg i tilbageblik se, at der har været tre gennemgående temaer i min læsning og lytning i år: at tænke, at tænke kritisk og at blive bedre til at tænke sig om.

Tanke-læsningsbølgen startede med bogen ”Kort og godt – om kritisk tænkning” af Mads Haahr Andersen, som jeg helt tilfældigt stødte på i foråret. En fin og overskuelig bog, som giver gode modhager, når man skal forholde sig til dagens nyhedsstrøm, meningsdannere og politikeres verdensbilleder og allervigtigst: ens eget verdensbillede og de værdier og beslutninger, det hviler på. Især i en tid, hvor personlige anekdoter, følelser og hobbyvidenskab bliver formidlet på linje med den ægte vare aka videnskab.

Gå dine tankevaner efter i sømmene

Den lille bog om kritisk tænkning gjorde mig endnu mere nysgerrig på, hvordan vi tænker og på forholdet mellem følelser og tanker. Et emne, som jeg i løbet af i år har fået belyst blandt andet ved at lytte til Morten Münsters podcast ”Adfærd”.  Hvor særligt afsnittet med Nina Werner om Selfcompassion hjalp mig med sætte ord på den transformation, jeg har foretaget i mit arbejdsliv. (Jeg snuppede i øvrigt hendes bog som lydbog, den kan også anbefales – se listen til allersidst). Som helt kort handler om, at jeg nu øver mig i at sende frygten på lossepladsen (jeg har altid motiveret mig selv med frygten for at falde igennem) til fordel for glæden ved at yde et godt stykke arbejde – og glæden over, at jeg faktisk kan arbejde. Ligesom afsnittet med Sally Khallash om at træffe bedre beslutninger bliver ét, jeg kommer til at genbesøge. I det hele taget er alt det med at gruble og f.eks. digte historier om, hvad andre mon tænker, noget frygteligt spild af tid. Her har podcastserien ”Detox din hjerne” også været inspirerende; især afsnittet ”Har du dårlige tankevaner” kan anbefales.

Du kan ikke få andre til at skifte mening, men du kan interessere dig for dem

I løbet af året blev jeg også klar over, at jeg gerne ville læse Daniel Kahnemans klassiker: ”At tænke – hurtigt og langsomt”. Som jeg stadig er i gang med, for der er forskel på at lynlæse en hurtig håndbog eller høre en podcastepisode, og så at dykke ned i en fagbog; sidstnævnte kræver tid, koncentration og ro – det satser jeg på at få i juleferien. I samme boldgade som ”At tænke – hurtigt og langsomt” er Adam Grants ”Tænk igen”. Her er især afsnittene om, hvordan man rent faktisk får folk til at skifte mening, noget af det mest indsigtsfulde, jeg længe har læst. Du kan læse en kort version af emnet her.  Ja, faktisk er jeg slet ikke færdig med at tage det ind.  For det viser sig at være langt mere komplekst og dog så enkelt, det med at ville overbevise andre: man kan ikke få andre mennesker til at ændre holdning, men med nysgerrighed og empati kan man – muligvis – motivere dem til at gentænke deres holdninger. Så er det op til dem selv, om de vil ændre dem. Det er jo en indsigt, som også betyder, at man er nødt til at tænke politik på en ny måde. Ikke mindst mediedækningen af politik. Der er nok at tænke over her. For hvis jeg siger “politik”, så er “empati” og “nysgerrighed” nok ikke lige de ord, du først kommer til at tænke på, vel?

Bach, orgel og skønlitteratur

Det var lidt om, hvad jeg har læst og lyttet til i år. Nå, ja. Så er der selvfølgelig også Johan Sebastian Bach, som ifølge Spotify er min absolutte favoritkomponist, hvilket er helt korrekt. Men det mest aflyttede stykke musik i år er den her helt vidunderlige version af salmen ”Til dig alene, Herre Krist”. Det stykke musik rører mit hjerte hver gang, jeg hører det – og jeg drømmer stadig om at kunne spille den på orglet. Skønlitteratur har det haltet gevaldigt med – selvom jeg i perioder er en læsehest, også i den boldgade. Jeg tror, det hænger sammen med at jeg igen er begyndt at arbejde. Så bliver skønlitteraturen forvist til ferierne, mens jeg bruger fag- og brugslitteraturen til at skærpe mig med. Hvilket er åndssvagt. For jeg ved, jeg bliver en meget bedre tekstforfatter, når jeg læser. Ligesom jeg elsker at blive taget i hånden af en sikker fortæller. Årets skønlitterære oplevelse var uden tvivl Kjell Westös Tritonus; han skriver så levende, så rørende og så humoristisk, at det er en ren nydelse. Og nu jeg tænker over det: jeg vil bruge december på at lave en læseliste til 2024 med flere gode forslag til romaner. Jeg har allerede nogle reservationer liggende på biblioteket, bl.a. Signe Amtofts ”Det ordner sig: rejsedagbog fra en islandsk sommer” og Helle Helles ”Hafni fortæller”.

Bøgerne, som nævnes i blogindlægget er:

Kort og godt – om kritisk tænkning
Af Mads Haahr Andersen
Dansklærerforeningens Forlag, 2023

Fra selvkritik til self compassion – lær at behandle dig selv som en ven og vend præstationsstress, lavt og selvværd og depression.
Af Nina Werner
Forlaget Klim, 2020

At tænke hurtigt og langsomt
Af Daniel Kahneman
Lindhardt og Ringhof, 2013

Tænk igen – kunsten at vide, hvad du ikke ved
Af Adam Grant
Content Publishing, 2021

Tritonus
Af Kjell Westö
Forlaget Gutkind, 2020

Det ordner sig: rejsedagbog fra en islandsk sommer
Af Signe Amtoft
Lindhardt og Ringhof, 2023

Hafni fortæller
Af Helle Helle
Forlaget Gutkind, 2023

Hvad jeg lærte af min pause fra sociale medier

Hvad jeg lærte af min pause fra sociale medier

På et tidspunkt, mens jeg holdt pause og prøvede nogle nye veje i livet af, besluttede jeg mig for at droppe sociale medier. Dog lige med LinkedIn som en undtagelse…for tænk nu, hvis jeg igen ville arbejde professionelt med kommunikation, og så havde smidt en stor del af mit netværk ud? Den risiko ville jeg trods alt ikke løbe, og det er jeg glad for i dag. Som med alt her i livet kan det være klogt at forsøge at finde en gylden middelvej.

Pausen er for længst slut. Eller det vil sige, sådan føles det faktisk ikke. For selvom jeg nu arbejder igen, har mit liv en helt anden, rolig kadence. Men, jeg er da kommet tilbage på sociale medier igen. Eller dvs. det er faktisk kun Instagram, jeg er vendt tilbage til. Det er jeg, fordi jeg har savnet at dele fotos fra de svenske skove og mit svenske køkken. Indtil videre er det ren hobby og uden de bagtanker, der jo ofte er, når man som selvstændig erhvervsdrivende bruger sin tid på sociale medier.

Hvordan var det så at komme tilbage på Instagram efter et års pause? Virkelig mærkeligt.

Rollespil og intense kig i kameraet: nej tak

Instagram er et visuelt funderet medie, det vidste jeg jo udmærket godt. Alligevel fik jeg et chok, da jeg igen oprettede en profil og loggede på. Hvem var alle de mennesker, som stirrede på mig, mens de gjorde og sagde ting?  Mens jeg var væk, var der kommet en trend, hvor influencere – både de bitte, bitte små og de helt, helt store – laver små rollespil med sig selv. Nogle, mens de kigger i kameraet, som vi kender det fra studieværter på TV. Familierollespil, motionsrollespil, veninderollespil og hvad ved jeg. Med klip og klap og alskens effekter. Virkelig akavet, synes jeg. Det var værst i begyndelsen, hvor jeg blev fuldstændig overvældet af alle de her blikke, som ville have mig til at se, hvor sjove og afslappede og sunde og altmuligt, de var. Huha….

Hyggeligt indhold, med fokus på færdigheder, eftertanke og god stemning, ja tak

Jeg var lige ved at fortryde…men besindede mig. Hvad var det nu, som fik mig til at komme tilbage? Og hvem var det, jeg savnede? Stille og roligt kom jeg i tanker om profiler, hvis indhold jeg synes var rart og meningsfuldt. Ikke så mange, og der er da stadig plads til flere. Men jeg nyder at følge med i familiemedlemmers, gode venners og tidligere kollegers fritidsinteresser, svenske ombygningsprojekter, seje forretningsdrivende og profiler med gode idéer med inspiration til mad, kager, litteratur, motion og et eftertænksomt liv.

En ramme, som forhindrer tidsspilde

Og hvad så med mit eget indhold. Hvad skulle jeg selv dele? Og hvordan kunne jeg undgå at komme til at sidde med næsen i IG-appen og scrolle løs i det uendelige, mens livet og tiden går? Igen genbesøgte jeg, hvad det var, jeg havde savnet. Nemlig at dele min glæde ved den svenske natur og de køkkensysler, jeg hygger mig med, når jeg er i vores hus i Sverige. Så jeg tog en beslutning om som udgangspunkt kun at dele stories og poste billeder, når jeg er i Sverige. Ligesom jeg har sat en ramme for, hvor meget tid jeg bruger på at hygge mig med andres indhold.  Så nu er Instagram er blevet en pausesnack på linje med mørk chokolade eller en go’ kop kaffe (eller alle dele på én gang ;-)) Det virker faktisk til at fungere fint.

Og lidt om LinkedIn

Siden sommerferien 2023 har jeg arbejdet deltids som kommunikationsrådgiver. Her har jeg været helt utrolig glad for at jeg ikke havde forladt LinkedIn. Det at følge med i andres arbejdsliv og at se, hvad andre kommunikatører, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder deler, har været med til at få mig back-on-track arbejdsmæssigt. Ligesom videndelingen og inspirationen har været et stort plus for min arbejdsglæde. Så LinkedIn er en keeper. Til gengæld vil jeg se, om jeg kan holde mit nye arbejdsliv kørende uden at skulle på Facebook og X. Hvis jeg skal, blive det udelukkende i embeds medfør, for ingen af de medier savner jeg. Vi får se…

Ps. og du er velkommen til at følge mig på Instagram, hvis du er til svenske skove, fred og ro – og temmelig meget eftermiddagskaffe…og på LinkedIn, hvis du er til tanker om professionel kommunikation og det gode arbejdsliv.