Jobpodden – en podcast om arbejdslivet

Jobpodden – en podcast om arbejdslivet
Før jeg blev kommunikationsrådgiver og tekstforfatter arbejdede jeg bl.a. som karriererådgiver i en fagforening. Jeg stod for den del af hjemmesiden, som handlede om karriereudvikling, jeg underviste medlemmerne i jobsøgning og kompetenceafklaring og jeg rådgav medlemmer over telefonen. Arbejdslivet – både når det kører og når der er bump på vejen – har altid interesseret mig, og jeg har læst tonsvis af bøger og artikler om emnet. Og lagt ører og kommet med (mere eller mindre) gode råd til mennesker, hvis arbejdsliv drillede.

Vi fik en god idé: Jobpodden

For nogle år siden lavede jeg presse på bogen Mission Ledelse – en bog og et projekt, som Lindhardt og Ringhof lavede sammen med DR. I den forbindelse mødte jeg journalist og projektleder Merete Monberg. Sammen udgjorde vi det team, som skulle lave PR og presse for projektet. Siden har vi haft en on-going kreativ og sjov samtale om, hvad vi skulle lave sammen. Og i foråret 2017 var den dér: vi skulle da lave en podcast om arbejdslivet. Og da først navnet Jobpodden var på plads, kørte det hele næsten af sig selv, da vi her i 2018 for alvor gik i gang. Lydtekniker og producer Helga Prip kom med på holdet. Kunstner og grafiker Michelle Eismann, tilbød at lave vores logo og grafik. Og selv gik jeg i gang med at kreere en jingle og underlægningsmusik.

Hvad er Jobpodden?

Jobpodden er en podcast, som stiller skarpt på arbejdslivet. Altid med udgangspunkt i et tema og en personlig fortælling. I de to første episoder kommer det til at handle om fyringer og fyringsrunder. Set fra forskellige synsvinkler.

Du kan møde:
1) En HR-Direktør, der gennem sit arbejdsliv har tilrettelagt og gennemført mindst 100 afskedigelser
2) En kommunikations- og marketingmedarbejder, som blev fyret i forbindelse med en omstrukturering.

De næste tre episoder handler om mennesker, der har skiftet spor midt i arbejdslivet. Her kommer du til at møde TV-vært Peter Kær, som i dag er kunsthistoriker og kunstformidler, den tidligere folkeskolelærer, Susanne Lidang, som sprang ud som yogainstruktør og forfatter samt den tidligere reklamemand, Peter Svenningsen, der i dag er prisvindende chokoladefremstiller.

Første episode – mød HR-Direktør og forfatter Jette Skeem

Vores første medvirkende er HR-Direktør hos Aller Media, Jette Skeem. Lyt til episoden her: Jobpodden, episode 1.

Jette Skeem er uddannet Cand. Negot. Før hun kom til Aller Media var hun i næsten fem år HR-Direktør i Karnov Group. Hun har også været selvstændig ledelsesrådgiver og coach i en årrække, ligesom hun har skrevet en række bøger om kommunikation og ledelse.  Jette fortæller om den del af sit job, som handler om at tilrettelægge og gennemføre afskedigelser – og det er lige svært hver gang! Hun fortæller, at jobskiftene går hurtigere i dag, fordi udviklingen generelt går hurtigere. Derfor er arbejdsgivere ikke mere så skeptiske overfor ansøgere, som har en fyring eller en ledighedsperiode bag sig. Hvilket forhåbentlig kan være en trøst for dem, som er ledige eller har været igennem en fyring. For som Jette Skeem siger: der findes ikke dårlige medarbejdere, kun dårlige match.

Find os her

Du kan lytte til Jobpodden, ved at gå ind på hjemmesiden Jobpodden, du kan finde os på SoundCloud ,iTunes og på Spotify.

Du kan også finde Jobpodden på Facebook , Instagram og Twitter.

På genhør 🎧

Share Button

Related Posts

Leave a Comment