Kan du komme med et konkret eksempel?

Kan du komme med et konkret eksempel?

Ja, du kan! I hvert fald, hvis du skal interviewes i radioen om din nyeste bog, dit forskningsprojekt, dit nye job, dit seneste politiske forslag eller hvad ved jeg. Faktisk tror jeg at rådet om at kunne komme med et konkret eksempel er ét af de allervigtigste, når det handler om pressearbejde. For journalister vil altid gerne ha’ konkrete eksempler. Det vil de fordi konkrete eksempler viser, at du ved, hvad du taler om. Fordi konkrete eksempler gør det nemt for lytterne at forstå, hvad du taler om. Og fordi konkrete eksempler får dit budskab til at stå så klart som muligt.

Her får du 3 gode råd, hvis du skal medvirke i et radiointerview:

1. Forbered konkrete eksempler, som understøtter dine pointer

Brug metaforer, sammenligninger og billedsprog, så lytteren kan se for sig, hvad du mener. Ligesom når man f.eks. skal forklare et barn, hvor lang tid, der er til juleaften: Du skal sove 5 gange. Eller hvis man skal forklare, hvor højt et tårn er: Du skal stille 15 biler på højkant ovenpå hinanden.

2. Sørg for at kunne svare på de mest basale spørgsmål

Husk journalister stiller “dumme” spørgsmål. Det gør de, fordi de vil have dig til at komme med klare svar, som folk uden forhåndsviden kan få noget ud af. Derfor skal du kunne svare på helt enkle ting som f.eks.: Hvad er det nye i det, du beskæftiger sig med? Hvorfor beskæftiger du dig med det? Hvad ved vi nu, vi ikke vidste før? Hvem gør det en forskel for?
Helt enkle spørgsmål, som du skal kunne besvare kort og klart; og så selvfølgelig uddybe dem i takt med at journalisten spørger.

3. Tal lidt langsommere

Tal lidt langsommere end du normalt ville tale. Når vi er nervøse eller spændte, stiger pulsen og dermed tikker vores indre ur hurtigere. Dvs. vi hører ikke selv, at vi taler hurtigt. Derfor skal du tvinge sig selv til at tale lidt langsommere og tydeligere end du ellers ville i en normal samtale-situation.

I bogen Pressearbejde i praksis får du masser af gode råd til, hvordan du f.eks. som presse- og kommunikationsmedarbejder kan klæde en talsperson på til et interview.

Ps. Dette indlæg har jeg haft lyst til at skrive lige siden, jeg for et par år siden hørte et interview, hvor journalisten næsten måtte stå på hovedet for at få interview-personen til at svare på, hvad konsekvensen af, at ingen unge vil uddanne sig som tarmrensere, ville blive. Noget vedkommende var inviteret i studiet for at tale om. Det endte med at en anden måtte svare noget i retning af, at ”så kan vi ikke mere få medister”. Det var den 16. april 2016 kl. 9.50 (link: https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2016-04-16 )

 

Share Button

Related Posts

Leave a Comment